Historien om Slotfelt

SLOTFELTS LADE – HISTORIE

Slotfelts lade, der nu fremstår markant i landskabet med sin omvendte bådform, er et af de relativt få danske eksempler på en konstruktionsform, hvor man i stedet for tømmer har anvendt forskudte, sammenboltede planker – såkaldte plankespær. Samme princip som i limtræ, hvor tynde brædder samles til stærke konstruktionselementer, og træet derfor kan udnyttes bedre.

 
Slotfelts lade er opført før 1879, hvor Schackenborg erhvervede ejendommen. Laden kan derfor ikke dateres ved hjælp af godsarkivet, men er formentlig opført kort efter midten af 1800-årene.

Laden har været i brug indtil den nu gennemførte istandsættelse, og østgavlens portåbning blev derfor udvidet, så store traktorer og vogne med halmballer kunne køre ind i bygningen. En vinkelbygning mod nord er forsvundet, og i midten af 1900-årene blev stråtaget afløst af aluminiumsplader. 


Efterhånden var bygningens tilstand blevet så dårlig, at en gennemgribende istandsættelse var nødvendig, men da en sådan istandsættelse ville være uforholdsmæssig dyr i betragtning af bygningens funktion, stod det hurtigt klart, at en ændret funktion var en nødvendig forudsætning for bygningens bevaring på længere sigt.

Guldhornene blev som bekendt fundet tæt ved Møgeltønder, og kort efter årtusindskiftet blev der taget initiativ til et Guldhornsprojekt, som kunne præsentere Guldhornenes historie. Det var oplagt at kombinere formidling af Guldhornenes og egnens historie med ladens bevaring, og et projekt blev derfor skitseret. Og nok så væsentligt – det lykkedes at gøre Fonden Realdania interesseret i projektet. 


Det var også på høje tid, for allerede inden arbejdets påbegyndelse begyndte bygningen at kollapse, idet presset fra plankespærene væltede ydermurene, hvilket nødvendiggjorde fundamentforstærk-ning og fordyrede projektet.

Plankespærene har undergået en omfattende istandsættelse og er nu – i modsætning til tidligere – forankret i fundamenter og terrændæk. Konstruktionen er desuden spændt sammen med en polygon af stålwirer i hanebåndshøjde, og de genopførte ydermure af genbrugte sten er forankret til tømmerkonstruktionen med de oprindelige, smedede ankre samt et højeresiddende supplement i rustfrit stål. Porte og døre er retableret og sidder i svære tømmerkarme. Også stråtaget er retableret, og aluminiumstagpladerne er genbrugt i Heri Missions Hospital i Tanzania. 


Den tidligere gårdsplads var delvis tilgroet, og en frilægning af bygningen er derfor gennemført. Da gårdspladsen skråner mod syd, kunne overfladevand fra styrtregn og smeltet sne tidligere løbe ind i bygningen. Der er derfor gravet en grøft, som afvander gårdspladsen, der nu afgrænses af lave jordvolde. Arkitekt Steffen M. Søndergaard i Askov har stået for denne del af projektet med Keld Abrahamsen fra Århus som rådgivende ingeniør. Arbejdet er udført af følgende mere eller mindre lokale håndværkere: Murerfirma Knud Weiland, Tømrerfirma Oluf Olesen, Entreprenørfirma Bo Kjelkvist, Malerfirma Egon Hofsted samt Tækker Toft fra V. Sottrup og Bredsten Kirkestabilisering.

Indretningen af laden er varetaget af tegnestuen Praksis. Tegnestuen har til laden udviklet et fleksibelt udstillingsrum, der ved hjælp af moderne teknologi fortæller historien om Guldhornene, Møgeltønder, og Slotfeltladen.

Ladens interiør domineres af tre elementer: Terrazzogulv, mobile installationer og belysning.

Terrazzogulv:
Der er til laden fremstillet en speciel Møgeltønderterrazzo med tilslag af sten fra de omkringliggende marker. Terrazzo kender man normalt med et relativt finkornet udtryk; 


Møgeltønderterrazzoen er i modsætning hertil langt grovere og mere grafisk i sit udtryk. Tilslagets størrelse varierer fra 1 cm og helt op til 25 cm. De største marksten, ca. 16.000 stk. i alt er blevet skåret op på rundsav og udlagt først. De mindre sten og den indfarvede, sorte cement er herefter støbt i én arbejdsgang. Det 300 m2 store terrazzogulv er slebet 6 gange og til sidst olieret. Den færdige overflade fremstår på samme tid rustik og forfinet. Den simple marksten er kommet i festtøjet!

Installationer:
Laden er møbleret med tre sorte bokse. Boksene er mobile og kan enten stå i fri opstilling på gulvet, eller de kan ved håndkraft placeres i det ene hjørne, hvis større arrangementer kræver det. Boksene indeholder hver sin funktion: Den store boks har i gavlen monteret en skærm hvor tre kortfilm vises. Filmene er fremstillet af Hans Wessing og fortæller historien om Guldhornene, Schackenborg og Slotfeltladen. Den store boks fungerer desuden som depot for 250 løse stole.

En anden boks viser Guldhornene i en rumlig 360 graders projektion. Guldhornene fra Nationalmuseet er affilmet, og ved hjælp af enestående teknik kan Guldhornene vises i en meget høj detaljeringsgrad svævende frit i rummet.
Den sidste boks indeholder et toilet designet til omgivelserne.

De tre bokse er opbygget af matslebet glasfiber og står som moderne steler i ladens imponerende rum.

Belysning:
Når den besøgende træder ind i laden, vil bevægelsesfølere aktivere Guldhornene og filmene, ligesom lyset fra de store spots langsomt vil oplyse rummet og terrazzogulvet. Omvendt vil lys og lyd fortone sig, når den besøgende forlader bygningen. Belysningen kan programmeres så den passer til de enkelte arrangementer. De fire små vinduer i ankomst facaden er bibeholdt og supplerer kunstlyset. 


Gulvet er udført i samarbejde med terrazzolægger Peter Bendsen. Boksene er fremstillet af brødrene Jesper og Bjarke Faurholt. Lyset i laden er udformet i samarbejde med lysdesigner Jesper Kongshaug. Installationerne er udført af de lokale firmaer, Jürgensen VVS og EL-Centrum.

Men tilbage til Slotfelts lades konstruktion:
De store, traditionelle tømmerkonstruktioner – som f.eks. laden på Trøjborg vest for Møgeltønder – blev af arkitekten Ferdinand Meldahl foragteligt kaldt "tømmermagasiner" på grund af det voldsomme materialeforbrug. Meldahl, der var en af sin tids mest fremtrædende arkitekter i sidste halvdel af 1800-årene, arbejdede selv med materialebesparende konstruktioner – sådan som man har gjort det i århundreder før.
Et af eksemplerne på en materialebesparende trækonstruktion er plankespærkonstruktionen i Slotfelts lade. Plankespærene består af fem lag forskudte og sammenboltede planker, der er langt mere materialeøkonomiske end traditionelt tømmer.
Laden fra 1862 på Falkensteen ved Slagelse har samme konstruktion som Slotfelts lade – bortset fra at ydermurene her er i bindingsværk. På Falkensteen er projektmaterialet bevaret, selv om ophavsmanden er anonym, men konstruktionen har her forskellige, oprindelige mellemunderstøtninger, der gør den mindre klar.

Ridehuset på Hillerødsholm, den tidligere stutterigård for frederiksborgheste, blev opført i 1817 på en nedrevet staldbygnings plads i det anlæg, som arkitekten Lauritz de Thura forestod opførelsen af 1742-46. Her er plankespærene udført i tre lag med indlagte kiler i de forskudte stød. Konstruktionens bueform blev i eksteriøret sløret, så taget kom til at fremstå som et almindeligt sadeltag – om end med et lille knæk i tagfladerne – et forhold, der blev gentaget, da bygningen i 1939 blev flyttet til Hørsholm, hvor den fortsat fungerer som ridehus.

Danmarks mest fremtrædende, klassiscistiske arkitekt , C.F. Hansen (1756-1845), tegnede som landbygmester i Holsten bl.a. Baurs hus i Altona, opført 1804-06. Her blev den lille kuppel udført med plankespær i både den indre og den ydre kuppelskal, sådan som det blev dokumenteret ved den seneste restaurering for få år siden, hvor istandsættelserne naturligvis blev udført på samme måde. 


Samme konstruktion valgte Hansen efter al sandsynlighed til kuplen på Christiansborg Slotskirke, der blev opført 1813-22. Ved genopførelsen efter branden i 1992 valgte Erik Møllers Tegnestue derfor plankespærløsningen, som Hansen jo kendte og havde anvendt tidligere.
C.F. Hansens samtidige, den franske arkitekt Joseph Ramée (1764-1842) opholdt sig i 1800-årenes første tiår ofte i Danmark og anvendte ligeledes plankespærkonstruktionen, som han tidligere havde anvendt i Paris.

Kendskabet til plankespærkonstruktionen - der i Tyskland er kendt som Bohlendach - blev i slutningen af 1700-årene udbredt af Berlins bygningsdirektør David Gilly (1714-1808), hvis interesse for Bohlendächer primært var økonomisk betinget, idet Gilly i forvejen beskæftigede sig med bl.a. billigt lerbyggeri og forenklede typekonstruktioner. Som direktør for Königliche Bauakademie introducerede Gilly plankespærene for de studerende og nåede at udgive adskillige bøger om emnet. I 1789 "Ueber Erfindung, Construction und Vorteile der Bohlendächer". Konstruktionen var dog ikke Gillys opfindelse, for allerede i 1561 offentliggjorde den franske hofarkitekt Philibert de l,Orme (1514-1577) i bogen "Nouvelles Invention pour bien Bastir et a Petit Frais" sin "opfindelse" af plankebuer til erstatning for fuldtømmer i både tag- og brokonstruktioner: Flere lag af planker med forskudte stød blev samlet til et krumt konstruktionselement – primært med henblik på at minimere forbruget af træ og dermed prisen.

Ca. 200 år senere blev plankespærene "genopdaget" af to af de l,Ormes landsmænd Jacques Molinos (1743-1831) og Jacques Legrand (1743-1808). De benyttede i 1780erne konstruktionen til bygninger med store spænd i og omkring Paris. I 1783 til den 120 fod brede kuppel, der dækkede det tidligere gårdsrum i Halle aux Blé. 


Thomas Jefferson og Benjamin Franklin, der opholdt sig i Paris i 1780erne, var så imponerede af konstruktionen i Halle aux Blé, at de sørgede for, at Systeme de l ,Orme blev benyttet i Capitol.

Nogle af de ældste, bevarede og mest markante tagkonstruktioner med bærende buer af træ er Palazzo della Ragione (rådhuset) i hhv. Padua og Vicenza, som fik disse tage, medens de to byer hørte under Venezia.
Palazzo della Ragione i Vicenza fik sin blydækkede tagstol af træ 1458-60. Konstruktionen består af træbuer, der er sammensat af planker, hvis underside prydes af en udskåret tovsnoning. Buerne forbindes og stabiliseres af to lag tværgående trækbånd, der er ophængt i buerne. De omsluttende arkader er tilføjet fra 1549 af renæssancearkitekten Andrea Palladio (1508-1580), men blev først færdige lang tid efter hans død.

Palazzo della Ragione i Padua fik muligvis sin tagkonstruktion med træbuer i forbindelse med genopbygningen efter en brand i 1420, men det kan ikke udelukkes, at konstruktionen allerede var etableret før branden.
Under alle omstændigheder kan man følge et spor fra plankespærkonstruktionen på Slotfelt ca. 400 år tilbage i tiden.

Steffen M. Søndergaard

Kontakt os

Slotfelt
Slotfeltvej 4,
6270 Tønder,
Danmark

Tel. +45 20604592
Tel. +45 40164013
E-mail: info@slotfelt.dk